søndag den 25. november 2012

Ikke min yndlings årstid...

Okay. Bladene er smukke, og når vi kommer dertil hvor sneen daler, så kan jeg også finde meget glæde i en god kælkebakke - men efterår og vinter bliver aldrig noget jeg ser frem til.

Det er koldt. Det er mørkt. Der er flyverdragter, handsker, dryppende støvler og cykelkæder der knirker. Ungerne snøfter og skranter på skift, og med Laras "Ekstreme atopiske eksem" som lægen elegant udtrykte det, så er dette en årstid med talrige udfordringer.

Jeg ser frem til d. 21/12, så bliver det igen lysere og vi får lidt tid sammen som familie :-)

Men så må det også meget gerne, meget hurtigt, blive forår. Se dét er en årstid...

torsdag den 2. august 2012

You play to win the game...

Engang i maj måned skrev en tidligere kollega, at det gerne måtte regne hele sommeren - der kom jo både Wimbledon, EM i fodbold, Tour de France og OL i fjernsynet. Jeg byttede gerne dem alle ud for konstant sol og 30 grader, - og jeg har da heller ikke rigtig fået fulgt de 3 første begivenheder. Men jeg er faktisk blevet lidt hooked på OL.

Dét jeg godt kan lide ved legene er den særlige stemning. Det er traditionen og følelsen af "history in the making" da det jo kun afholdes hvert 4. år. Dét at kæmpe i et OL må være så meget større end så meget andet man som elite-idræts udøver kan opnå.

Da nyheden om at en kinesisk og koreansk damedouble havde spillet en kamp, hvor det var tydeligt at ingen ville vinde, - blev jeg godt nok trist. Som tidligere badmintonspiller (dog ikke elite) ved jeg dog at dette ikke er et nyt fænomen. Det ses desværre ofte i diverse internationale grand prix'er, - og det har hidtil været ignoreret/accepteret i WBF (det internationale badmintonforbund) - muligvis da de asiatiske lande er stærkt repræsenterede her.

Men ikke længere. Spillerne blev smidt ud af OL, sammen med to yderligere par som man altså også vurderede spillede deres kampe for at tabe. Jeg synes det var den helt rigtige beslutning. Der er dog dem der argumenterer for at det var forkert. De peger på, at det må være ok at tabe med vilje såfremt det øger guldchancerne senere hen, samt at det er arrangørernes skyld at spillerne overhovedet kommer i en situation hvor det at tabe er det bedste udfald af en kamp.

Jeg er til dels enig i det sidste argument. Det bør ikke være sådan at man kan spekulere i at tabe en kamp - og efterfølgende få fordel af det. Det er for mig at se svagheden ved den nuværende turneringsform, - og jeg så gerne man lavede den om. MEN! Det er stadigvæk et bevidst valg fra trænere/holdledere/spillere at gå ud og tabe kampen...

Og dét er ikke ok. Og slet ikke til et OL.

Man bør altid spille for at vinde, - og som der blev sagt i åbningsceremonien så handler dét at deltage i en olympisk disciplin, og at opnå den særlige status i historien som følger med det, ikke om hvad man vinder, - men om hvordan man kæmper. At tabe bevidst må være det mindst forenelige med det olympiske ideal.

Jeg er blevet belært at det foregår i andre sportsgrene, - men det gør det i min optik ikke mere ok. Jeg savner bare den indstilling jeg kan kende fra NFL hvor mantraet er: "You play to win the game" & "You finish!".

Sidste år kunne flere amerikanske fodbold-hold (sandsynligvis) have sikret sig mange års fremtidig succes, ved "blot" at tabe en kamp eller to sidst på sæsonen. Det var de dårligste hold i ligaen, - og helt ærligt, - kunne det ikke være ligegyldigt om man fik 2 eller 3 sejre i sæsonen, - hvis man kunne opnå denne fordel?

Der var fans der bønfaldt deres hold om at tabe. Der var journalister der dyrkede historien. Men sporten vandt. De udsatte hold tabte ikke med vilje, - de spillede, kæmpede og vandt - og det er der mange forklaringer på. Noget af det handler om kontrakter, andet om mulige retslige efterspil, men mest af alt handlede det (vælger jeg at tro) at man var tro mod spillet.

At man ikke, foran millioner af seere ville lade sit niveau falde så dybt... og her taler jeg ikke om det teknisk sportslige. Det ville i ordets reneste betydning være uværdigt.

Det klæder det internationale sports-samfund, at man nu har taget den holdning til sig.

fredag den 29. juni 2012

Hyldest til skyen

Udenfor vinduet her hænger der tunge skyer. Det regner. Og det er sikkert ganske godt for mange andre ting end vores kælder, - men indlægget her handler dog hverken om regn eller vandskader. Det handler om det største innovative IT-spring siden internettet: Skyen, - a.k.a. Cloud Computing.

De der kender mig ved at jeg ikke er ekspert indenfor IT. De ved også at jeg langt fra er nybegynder. Skulle mine evner og min indsigt konverteres til en sværhedsgrad i et computer-spil ville den nok hedde Semi-Pro. Ikke kompetent nok til at være med hos de bedste (og dermed kunne leve af det), - men stærk nok til at kunne begå mig i rigtig mange sammenhænge.

Og jeg har kastet min IT-kærlighed på skyen. Jeg er mega-fan, både ideologisk og praktisk, af at anvende IT-løsninger der baserer sig på det såkaldte Cloud Computing. Lige siden første gang en floppy-diskette var ulæselig grundet snavs/ridse/cola/??? har jeg tænkt at det må kunne gøres bedre. Og det kan det heldigvis i dag.

Jeg vil ikke kede jer med hvad der muliggør Cloud Computing, - det forklarer mange andre meget bedre end mig, - men jeg synes det er en lettelse at slippe afhængigheden af harddisken (og dens luner), USB-stikket (og dets evner til at blive væk eller drukne) og jeg vil ALDRIG savne panikken over at en opgave er væk fordi min computer gik ned.

Jeg elsker skyen over mig. Dér ligger al min musik. Alle mine kontakter. Alle mine dokumenter - bl.a. dette som bliver gemt samtidig med hvert eneste bogstav jeg tilføjer. Lynet kunne slå ned i min bærbare, - og jeg kunne starte lige her - på en hvilken som helst anden computer i verden.

Mine billeder er i skyen. De bliver aldrig væk. De ligger der, - få sekunder efter jeg har taget det med mit kamera. Ingen kabler. Ingen handling fra min side.

En internetforbindelse er alt der kræves for at jeg har adgang til det hele... Og til skeptikerne der får lyst til at sige... “jah... men hvad nu hvis internettet går ned - altså ikke bare lige en time - men helt ned..?” Ja, så har jeg et problem. Men det er muligvis verdens mindste problem hvis det utænkelige skulle ske. Som vi har organiseret os i dag, er vi alle dybt afhængige af at nettet eksisterer. Og at tro noget andet, - det er i mine øjne en kende naivt.

Så ja, - jeg har taget begrebet om skyen til mig, - har valgt Googles model af mange årsager jeg sikkert vil beskrive i andre indlæg, - men skyen vil altid være lige over mig. I al slags vejr.

lørdag den 16. juni 2012

Er du omstillingsparat?



Jeg elsker ord. Og ét ord især har de seneste par dage haft min opmærksomhed. Det er et ord der er elsket, omdiskuteret, ønsket og egentlig lidt problematisk. Det er ordet “omstillingsparat”.

Jeg møder det oftest i arbejdsrelaterede sammenhænge, som et nærmest obligatorisk led i en beskrivelse af medarbejdere. Fx i jobannoncer - hvor man søger dem, i lønpolitikker - hvor man belønner dem og i afskedigelseskriterier - hvor man prioriterer dem over andre. De omstillingsparate.

I Den Danske Ordbog (ordnet.dk) beskrives betydningen af ordet således:
“villig til at omstille sig efter nye behov og krav”. Det er lidt interessant. Ikke mindst ordet “villig”.

Til sammenligning har jeg for sjovs skyld forsøgt at oversætte det til engelsk - ganske uvidenskabeligt på Google Translate, og resultatet er ordet “adaptable”. Hvis man uden at tænke nærmere over det beder Google oversætte “adaptable” til dansk, - så dukker et nyt, og interessant, ord op: Tilpasningsdygtig.

I definitionen af ordet omstillingsparat kan der altså både ligge noget omkring en vilje til at udføre bestemte handlinger, - men også noget om tilstedeværelsen af særlige evner. Vilje vs. Evne.

Uden at bevæge mig ud i en længere filosofisk diskussion, vil jeg sige at det giver meget god mening. Jeg kan jo have nok så mange intentioner om at være omstillingsparat. Jeg kan brande mig selv som værende indbegrebet af omstillings-parathed i diverse online profiler og i eventuelle ansøgninger, - men det betyder jo lige præcis intet, hvis jeg i en konkret situation ikke evner det. At omstille mig.

Jeg ved ikke hvor mange der vælger at beskrive sig selv som værende det modsatte af omstillingsparat, - fx som fastlåst og rigid. Men jeg tvivler på at det er særlig udbredt. Det taler for at det giver bedst mening at anvende ordet som en beskrivelse af en evne, - frem for en vilje.

Og er jeg det så? Omstillingsparat? Det vil jeg jo naturligvis selv mene, - men der er noget der netop er gået op for mig. Og som egentlig er grunden til at dette indlæg eksisterer.
Det er gået op for mig, at svaret på dét spørgsmål er temmelig ligegyldigt.

Who (F-ing) cares om jeg er omstillingsparat eller ej?
Det ville jeg selv gøre hvis jeg var selvstændig, - men når jeg nu, som det altovervejende flertal herhjemme har valgt at være lønmodtager, - så er der et andet spørgsmål der er langt mere interessant/sigende:

Er min arbejdsplads omstillingsparat? Har den viljen og evnen til at omstille sig?

For at forstå hvorfor jeg mener at dette spørgsmål er mere gyldigt, skruer jeg lige tiden tilbage til dengang min “karriere” startede i 2001. Dengang var ordet “Team” et buzz-ord. Det var det nye sort, og optrådte eksempelvis i ord som team-building og team-work. Det er ikke længere buzz-ord, - de er for længst blevet helt almindelige forudsætninger for langt de fleste menneskers arbejdsliv. Om det så er i en vuggestue, på et laboratorie eller på en direktionsgang.

Dengang jeg fik mit første rigtige job skulle medarbejder-staben pludselig arbejde i teams. Det var smart. Og som den pligtopfyldende medarbejder og ny-uddannede ildsjæl jeg var, satte jeg mig grundigt ind i begrebet. Jeg lærte meget om teams, og har været igennem talrige processer hen imod at bygge det perfekte team med det perfekte samarbejde.

Én ting jeg lærte mere end andet var, at teams kræver ledelse. Teams kræver styring. Der er ganske vist blandt team-teorierne en term for det selv-styrende (selv-ledende) team, - men i min optik er det tæt på at være utopi. Og jeg vil vove den påstand at størstedelen af de teams der i dag vil kalde sig selv-styrende langt fra er det.

Når et team bliver bedt om at omstille sig, så kræver det styring. Enten ovenfra eller udefra. Lad os tage et eksempel. En børnehave der i årevis har fungeret efter samme pædagogiske principper (fx “fri leg er bedst”) bliver pludseligt bedt om at føre en anden linje (fx “aktiviteter skal planlægges og dokumenteres”). For nogle medarbejdere er det fantastisk, for andre dybt problematisk.

For at omstillingen skal blive gennemført med succes, kræver det at der fra arbejdsgiverens side bliver stillet midler til rådighed som muliggør processen. Det kan være af kompleks karakter som fx intern oplæring og konsulentbistand, til det helt banale at der er IT og logistik til rådighed som understøtter processen. Hvad nytter det at bede en pædagog om at “dokumentere børnenes aktiviteter visuelt” - hvis der ikke er et kamera, en printer og en bagvedliggende ide som er synlig for alle? For slet ikke at tale om prioriteringen af opgaven internt i teamet. En omstilling kræver beslutninger som rækker udover kravet om omstilling.

Når man beder medarbejdere om at omstille sig, uden at gøre sig overvejelser om hvorfor og hvordan, - og uden at opstille delmål og afklare et evt. behov for kompetenceløft undervejs, - så gør man mere skade end gavn.

De der måske er mindre tilbøjelige til at bryde med gamle vaner og tilgange, vil nemt kunne skyde processen ned ved at pege på manglerne. Så kan de få at vide at de har en Nej-hat på, - og det kan manifestere deres modstand mod processen yderligere. De andre medarbejdere, - dem der synes at udviklingen er det eneste rigtige, vil gang på gang blive mødt af manglende opbakning og omtanke i baglandet. Potentielt fra såvel kolleger som fra de ressourcer de er stillet til rådighed.

Jeg har set hvad der sker i de tilfælde hvor kravet om “omstillingsparathed” er leveret til et team uden yderligere bagvedliggende support. Og det er ikke pænt. De der har modstand bliver bekræftet i at det nye ikke er gavnligt, - og de der brænder for det - de brænder ud i processen som ingen veje fører. Og de der ikke må give op undervejs, forsøger at overleve.

På den måde kan fokus lynhurtigt gå fra den, sandsynligvis rigtig gode idé som har affødt kravet om omstilling - til skadevirkningerne.

Er jeg omstillingsparat? Tja... jo... det vil jeg da mene. Men jeg er aldrig mere tilpasningsdygtig end mit bagland tillader mig at være. For der er i sidste ende et meget afgørende spørgsmål man bør stille, når en ledelse, en bevægelse eller en ændring i realiteterne kræver dig svar på spørgsmålet om hvorvidt man er omstillingsparat. Spørgsmålet er: Er du?

lørdag den 26. maj 2012

Tak

Nogle gange er livet bare så smukt at man skal suge det helt ned i maven. Som i dag på Laras fødselsdag... Solen skinnede. Lara strålede. Og en masse dejlig familie samlet om en kagedame i solen satte rammen.

Tak til jer alle for at gøre i dag helt fantastisk. Og tillykke til Lara.

torsdag den 24. maj 2012

Lige midt i 0.V

Jeg er bare vildt stolt af Dharma. Her til aften var hun (plus forældre) inviteret til info-møde på hendes kommende skole. En stor begivenhed, for man ville møde alle de andre børn fra ens klasse, - og ikke mindst se læreren og lokalerne.  Så med hjælp fra min mor der hyggede om Lara hjemme imens, drog Dharma, Susan og jeg afsted mod Lergravsparken Skole, - og den på forhånd ukendte størrelse ved navn "0.V" som er Dharmas klasse.

Efter en fælles seance i gymnastiksalen for samtlige 5(!) kommende 0. klasser gik vi op og så på klasselokalet. Dharma var den første der fandt sig en stol, - og langsomt sluttede de andre børn sig til hende. Der var et par drenge der nærmest lå hen over stolen, og som "sgu ikke lige ku huske" hvad deres børnehave hed, et par børn som bestemt ikke var trygge ved at slippe far og mors greb, og så pigerne i pæne kjoler og hårspænder som sad pænt og rankt. Jeg er glad for vi har valgt folkeskolen. Vi virker til at være en god blanding af børn og forældre - kun positivt.

Klasselæreren snakkede lidt, - og stillede så et spørgsmål til børnene: "Er der nogen af jer der er startet i fritidshjem?" Og det der så skete overraskede mig totalt. Dharmas hånd fløj op, - pegefingeren strakt og hele kroppen virkede som om den insisterede på at nå loftet. Læreren kiggede på Dharma, og spurgte hvad hun hed. "Jeg hedder Dharma, og jeg skal starte i Smilehullet om 6 dage!" Godt gået min pige. Alle forældrene, alle børnene (som du ikke kendte) kiggede på dig, - og du snakkede med klar og tydelig stemme og satte dig selv i centrum. Jeg tror du er i dit rette element i skolen...

Senere fik I en opgave, og du hjalp pigen ved siden af dig. Du sang med på Lille Peter Edderkop, - også selvom du fik sendt mig nogle himmelvendte øjne, for det var da lidt barnligt... Men du sang med. Og du strålede om kap med solen da vi alle bagefter spiste pølser, sandwiches og is i skolegården. Du løb rundt med dem du kendte, og far og mor fik snakket lidt på kryds og tværs. Som man jo gør som nye forældre et nyt sted, - med tanke på at vi jo alle skal følges på et eller andet plan de næste 10 år...

Jeg blev imponeret over at tavlen er et såkaldt smart-board, - at kontaktbogen kan læses med smartphone, - men mest alt imponerede Dharma mig. Som hun sad der. Selvsikker. Sej. Og så lige midt i 0.V.

 

tirsdag den 1. maj 2012

1. Mig

Det har været en fantastisk 1. maj. Solen har skinnet, ungerne har leget, - og der har været både fødselsdag, vandkamp og hjem-is i gården. Og så har jeg haft fri fra arbejde. Og det synes jeg egentlig er lidt mystisk...

Lad mig starte med at bekende kulør. Jeg er ikke blå. Jeg er ikke ræve-rød, - nok snarere "lilla" i det farvespektre der er dansk politik. Jeg har dog altid stemt på de partier der i dag sidder på magten herhjemme, sådan lidt blandet gennem årene, - og jeg ved at 1. maj er en særlig dag for dem. Og for de andre partier måske også?

Jeg er ikke den mest velbevandrede i 1. majs betydning og historie, - min viden om dette begrænser sig nok til det jeg vil mene er almen viden: Det er arbejdernes internationale kampdag. En dag hvor arbejdernes rettigheder og arbejdsforhold er på dagsordenen i det politiske Danmark, - og hvor samtlige politikere finder et sted at holde en tale om vores samfund. Og så er det naturligvis en folkefest i fælledparken.

1. Maj er dagen hvor arbejdernes forhold er i fokus, - og er det så ikke underligt at jeg (der er arbejdsmarkedskonsulent) har fri? På 1. Maj fyldes spalterne og talerne med ord som "fællesskabet" og "solidaritet" - men mine gode ven P har ikke fri - han arbejder for et privat firma. Hvor er solidariteten med ham, og med medarbejderen i Netto som jeg så her et par timer før jeg plejer at kunne nå det?

Jeg ved ikke hvad det koster samfundet at det offentlige kører på lavt blus 1.Maj, - men jeg ved at de "store" helligdage som St.Bededag og andre vil blive diskuteret i de kommende forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. De er ganske enkelt en udgift i milliardklassen, - og så er det naturligvis interessant om de fortsat har deres berettigelse. Personligt har jeg intet forhold til St.Bededag andet end at det er en fridag... Men 1.Maj er trods alt anderledes.

Vi er nogle der har fri, - og der er nogle der skal arbejde. Jeg forstår det ikke. "Jamen Anders, - du har jo fri for at du kan komme i fælledparken" som en genbo sagde med et glimt i øjet... Okay? Hvis det virkelig er begrundelsen, - hvorfor hedder det så en fridag på jobbet? Hvorfor skal jeg ikke påføre min arbejdstid, - med mødepligten denne dag henlagt til fælledparken? Det ville da være mere rimeligt?

Jeg har ikke ofte besøgt fælledparken 1. maj, - sidste gang var da fadøl stadig var på min top 5 over livs-prioriteter. Det er det ikke længere, - og jeg kan ikke se hvad jeg ville skulle i fælledparken? Høre talerne... tja tjo... forholde mig til den politiske dagsorden? Det er vel dybest set det der er meningen med at vi "arbejdere" har fri..?`Så vi kan deltage?

Hvis det er tilfældet, - så er 1. Maj for mig at se dybt forældet. En græsplæne med en taler-pult og et fadølsanlæg er ikke mit foretrukne medie, når det gælder at forholde sig til den politiske virkelighed, og forholdene på arbejdsmarkedet. Det er som om at man med 1. maj har skabt et frirum for dialog, - og det var sikkert fint og godt for 40 år siden - men med den form som den politiske debat har i dag, - hvem bruger så ikke nettet, aviserne, de sociale medier i stedet?

Jeg har sat stor pris på min fridag, - det har ganske enkelt været den bedste dag i foråret. Med solen, ungerne og isene...  Men jeg ville ønske at jeg selv havde sponsoreret den fridag med familien, og at politikernes tale-dag var henlagt til om nogle dage - fx "1.søndag i Maj".

Jeg kan godt glæde mig over 1.Maj, - men det føles faktisk en smule selvisk at havde haft fri på fællesskabets regning. Det er lidt usolidarisk synes jeg. Og tænk engang at det er dét jeg tænker, - når jeg ser de røde faner. Jeg er jo bare en arbejder...

 

torsdag den 19. april 2012

@postmandPer



Så kom den gode besked endelig. Og den kom naturligvis elektronisk, - men det er sådan set irrelevant lige nu. Beskeden går i al sin enkelthed ud på at Dharma har fået plads på det foretrukne fritidshjem her fra juni af. Fantastisk. Og for at få pladsen skal man bare lige bekræfte skriftligt at man gerne vil have den...

Den tager vi lige igen.

Bekræfte skriftligt. Vi var lidt uklare på hvad det egentlig betød, - men efter et opkald til Københavns Kommunes pladsanvisning stod det klart, at det i bogstavelig forstand var en skriftlig bekræftelse der blev efterspurgt. De ville have et brev.

Den tager vi lige igen.

De ville have et brev. Og de vil have det inden 5 dage. Når jeg hører sådan noget så går jeg sådan lidt i panik. For breve, - det er jo nærmest en uddød race, eller i det mindste en disciplin der sidst var på det olympiske kommunikations-program engang i 60'erne? Men nej, breve lever åbenbart stadig, - omend holdt kunstigt i live i et eller andet respirator-telt i det offentlige... Jeg går i panik, - for jeg ser så uendeligt mange fejlkilder forude.

Vi har ingen frimærker. (hmm... sms-porto?)

Vi har ingen konvolutter. (hmm... jeg har en saks, et stykke papir og en hulens masse tape?)

Jeg ved ikke hvornår postmanden tømmer postkassen.

Jeg ved heller ikke om postbudet har en dårlig dag..??

For mig er det at poste et brev så uendeligt usikkert, - og meget langt fra den virkelighed jeg synes omgiver mig. Jeg er vant til at mails kommer retur hvis noget gik galt, - eller at et tweet siger "prøv igen", - breve er for mig et eller andet nostalgi, - præcis på samme måde som e-mails (måske) vil være det et par årtier ude i fremtiden. Faktum er at jeg aldrig skriver breve, - og jeg skriver faktisk også sjældent e-mails. Når jeg lige stopper op og kigger på de kommunikations-kanaler jeg har anvendt som privatperson de sidste par dage, - må de (prioriteret efter hvor ofte de er brugt være): Google+ (messenger, stream og Gtalk), twitter, sms, diverse apps, LinkedIn og facebook.

Og nu bliver jeg bedt om at sende et brev. I en konvolut. Og jeg skal slet ikke trykke på noget, - jeg skal slikke på et frimærke? Ellers skal min datter muligvis gå et helt andet sted hvor hun ikke kender nogen... Det er vigtigt brev.

Postbudet har bare at have en rigtig god dag... Ellers spammer jeg ham på twitter!

tirsdag den 27. marts 2012

Operation Putning af Pigerne

Har beskrevet min putning af prinsesserne:

1. akt - Isbjønejagten

19:35 Jeg har kysset pigerne godnat, og sat mig til rette i værelset ved siden af.

"Hvor er min isbjørn??" Dharma kan ikke finde sin isbjørn-bamse. Trods intens jagt af både mig og Dharma rundt i hele lejligheden kan vi ikke finde den. Hun bliver puttet uden sin elskede isbjørn som muligvis/sandsynligvis ligger ude i gården. Hun bliver lovet at den ligger i hendes seng inden far ser dyner.

19:38 Et par minutters ro. Jeg går på nettet...

19:39 Lara kalder, - "hvor min sutteeeeeer???". Indsæt lyden af far der tænker "hvor fxnden skulle jeg vide det fra", - og indsæt billedet af far der vender dyner og puder i jagt på sutten. Finder den lagt ind i hovedpudebetrækket... Gad vide hvordan den fandt derind? Lara vil så ikke have sin sut. Lara vil alligevel have den. Og mens far og Lara kæmper om hver der egentlig skal have sutten, - lyder det fra Dharma: "Hvor er min isbjørn?"

Indsæt lyden af far der ikke gider høre mere om isbjørnen.

19:40 Godnat piger! Jeg har nu indset at der ikke bliver ro til at læse artikler på politiken.dk eller nfl.com. Holder mig til dagens twitter-opdateringer der er opdelt i bidder af max 140 tegn. Giver god mening nu.

2. akt - min højre fod og krammefingeren.

19:44 *Klonk* & "VVrææææææææææææææææææælllllllllll" Belært af alt for tydelig erfaring med Lara og høje lyde flyver jeg ind til dem.

"Hun kom til at sparke til stigen" siger Dharma. Lara ligger og holder om sin højre fod, og jeg overvejer hvornår jeg skal uddybe udtrykket "at komme til".

19:45 Lara ikke lige til at trøste. Dharma sukker højlydt, - og Lara græder. Beslutter at blive lidt, - og få Lara til at falde til ro.

20:05 Har ageret kramme-pegefinger i godt et kvarters tid. Det var svært at få lov til at gå, - eller også undgik jeg bare konfrontationen? Faktum er at jeg har svært ved at stå for bedende brune øjne (medfødt svaghed).

20:15 Har lige måttet kigge ind og putte Lara ned et par gange. Hun er træt.

20:21 Jeg har tid til at være på nettet. Der er ro. Sover de?

3. akt Everything comes full circle...

20:22 Nej. De sover ikke.

20:23 Det var Dharma denne gang. Hun "kaldte" på mig med højlydte snøft og suk. Hun ville høre hvornår hun fik sin isbjørn. Godnat Dharma!

20:35 Der er helt stille.

20:40 Der er stadig stille, - tager tilløb til at forlade min plads her.

20:46 Jeg konkluderer at pigerne sover. Mission accomplished. Jeg pakker sammen her, - men jeg kan jo desværre ikke bare gå ned i stuen til Susan og hygge.

Jeg skal have sko på.

Jeg skal have jakke på.

Jeg skal på isbjørnejagt!

søndag den 19. februar 2012

LegoWorld - når far og datter bygger.

Vinterferien har været en ommer! Influenza, skadestue og lægebesøg har ligesom været dette års overskrifter på hvad der skulle have været en rolig uge med tid til hygge og leg. Men nej.

Derfor valgte jeg på denne sidste dag i ferien, nu hvor sygdommen endelig havde sluppet sit tag i os, at satse alt på at give Dharma en særlig oplevelse, - så hun da fik den med sig. Valget faldt på Lego World i Bella Centret. Det var sidste dag i dag, hundedyrt, - men så absolut det hele værd.

Dharma vidste blot vi skulle et sted hen med en masse lego-klodser, men hendes øjne blev MEGET store da hun så HVOR mange klodser der var. Og hvor meget der var at lave for sådan en som hende. Jeg kan ikke remse alle vore aktiviteter op, - men vi nåede da at blive bange for Darth Vader (stort), vinde en t-shirt (større) og at bygge en Dharma-beholder ud af bitte små klodser (mega-sjovt). Derudover var der naturligvis karrusellen, hoppeborgen, live-musikken og alt det andet sjove.

Dharma har aldrig leget særlig meget med lego så det var en ny verden for hende. Jeg lod hende 100% bestemme retning og hastighed, og på den måde kom vi faktisk omkring det hele. Det store hit var Lego's nye serie til piger kaldet Friends, - som i Dharmas verden sad lige i skabet! De var søde, med accessories og pænt hår. Sådan Lego!

Mens Dharma var optaget af diverse aktiviteter, fik far her også lige observeret lidt rundt i de store haller. Jeg så en masse glade, kreative og begejstrede børn. Også dem der selv var blevet så gamle at de havde deres egne børn med. Fædrene var dybt dybt koncentrerede i de vildeste lego-kreationer, så sønnikke og vedhæng ligeså langt gled over i en ny aktivitet. Alle legede. Alle med klodser. Om der så var hydraulik, små-plastic-håndtasker eller duplo-giraffer involveret.

Vi kom naturligvis hjem med en større indkøbspose fyldt med lego-grej, - noget af det var noget vi købte i den meget strategisk anlagte lego-shop ved udgangen, - men langt det meste var faktisk gratis og noget man fik udleveret undervejs. Godt gået Lego.

Dharma fortalte mig flere gange at i dag var en fantastisk dag. Missionen lykkedes, - og som vi sad der dybt begravede i dagens sidste mission: at begrave Dharma i klodser, - slog det mig at vi ikke bare byggede med klodser. Vi byggede så meget mere op. Hende og jeg. Og dét er en god leg...

fredag den 20. januar 2012

Roskilde Revisited

Jeg er sgu nok ved at blive lidt gammel. Lidt. Men jeg må indrømme at jeg fik lidt af et chok da jeg for nylig var forbi Roskilde Festivalens hjemmeside.

Anledningen til at kigge dér, var at min dejlige kæreste hørte at The Cure skulle spille i år. Jeg ved at det er et stort ønske at opleve dem live, - så jeg gik naturligvis ind på http://roskilde-festival.dk/ for at finde yderligere information. Og hvad fandt jeg?

En billet koster nu tæt på 1800,- og den kan nu købes i rater af 4 betalinger? Selv en endagsbillet koster mere end jeg nogensinde gav i årene 93-98 hvor jeg var fast inventar på plænerne.

Derudover kan man nu forudbestille Campingvogn, få folk til at slå dit telt op for dig inden du ankommer og så frabeder de sig at du medbringer møbler?

Jeg er muligvis ved at blive gammel, - men jeg husker stadig tydeligt dengang Roskilde Festival for mig betød at 9 drenge tog ud på en græsmark og gravede et hul. Det var tider.

Med ønsket om en god festival til alle! :o)

torsdag den 12. januar 2012

Sociale medier... og mig.

Næste gang jeg modtager en mail med en invitation til at oprette en profil på et socialt medie, - så siger jeg nej tak. Helt sikkert. Ikke at jeg har noget ondt at sige om de sociale online medier, nærmest tværtimod, men er der en grænse for hvor mange profiler jeg kan pleje, tjekke og se mening i?

Jeg er på twitter, Facebook, Google+ & LinkedIn. Og nå ja, - så har jeg jo også denne blog, - samt skype naturligvis. Og vistnok også en msn messenger profil et sted, - selvom den vist nok må være død nu..?

Næste gang jeg modtager en mail med en invitation til at oprette en profil på et socialt medie, - så siger jeg nej tak. Det er næsten helt sikkert. Men jeg må indrømme at jeg er stor tilhænger af mine nuværende profiler, - og ikke mindst de muligheder de giver mig. I mit arbejde underviser jeg i brugen af LinkedIn, - og til dels også i de muligheder de andre medier giver, - og jeg plejer især at lægge vægt på at man gør sig klart hvad man vil med det sociale medie før man giver sig i kast med det. Blandt de hundredevis af sociale medier der findes, - er mine særligt udvalgte (i den rækkefølge jeg blev bruger):

Facebook: Hyggesiden som jeg egentlig helst ville skrotte, - men hvor jeg må konstatere at en del af mit netværk ganske enkelt ikke er at finde andre steder. Derfor bliver jeg der jo nok...

LinkedIn: Det faglige/professionelle netværk som anvendes til faglig sparring/opkvalificering/karriereovervejelser og -muligheder. Et netværk som jeg længe var lidt passiv på, - men som jeg i stadigt stigende grad er mere og mere aktiv på. En genial side.

twitter: Uden tvivl min yndling blandt dem alle. Den uformelle kanal hvor alle kan tale om stort og småt, - og hvor man hurtigt kan få kontakt til interessante mennesker, - og få dem i tale. Jeg har her haft dialoger med vores borgmester (Anna Mee Allerslev), USA's måske nok mest respekterede sportsjournalist (Peter King), min yndlings NFL-spiller (BenJarvus Green-Ellis) og nåh ja, - da der sidst var bøvl med vores trådløse net, - så var det også her jeg søgte (og lynhurtigt i øvrigt) fik top-professionel assistance af Yousee.

Google+: Det nyeste, mest innovative og brugervenlige sociale medie jeg endnu er stødt på. En slags blanding af facebook og twitter, - men med så meget mere. Det er kommandocentralen for sådan en som mig der er ivrig bruger af Googles øvrige services (du ved, - kalenderen, mailen, foto-servicen, dokumenthåndteringen osv osv...). Jeg har ukritisk lagt mit liv i Googles hænder, - og der står Google på min mobil. I'm lovin' it!

De 4 centrale sociale medier jeg anvender spiller en stadigt stigende rolle i mit liv. De tjener  forskellige formål, og er som sådan isolerede platforme for hver deres del af mit "online sociale liv" - hvis man kan tale om et sådant? Dog kan jeg se at de i stigende grad, - og uden at jeg egentlig var helt klar over det, - er blevet integrerede i hinanden?

Mit facebook-profilbillede fortæller verden at jeg er flyttet over på Google+, hvor det første i min profil er et link til denne blog, - som på forsiden har en live-opdatering af min twitter-profil som i øvrigt er linket op på min LinkedIn profil. Det er da meget enkelt ikke? Eller er det mon for meget?

For godt et halvt år siden fik jeg via først LinkedIn, og siden twitter kontakt til en god gammel ven jeg ikke havde set/snakket med i godt 10 år vil jeg tro. En person jeg idag  sætter meget stor pris på, og vi har løbende kontakt. De første par kontakter var via e-mail, - men siden da har vi stort set ikke mailet, ringet eller sms'et. Vores kontakt er primært lagt i twitter og Google+ regi, - og det føles slet ikke underligt. Det er faktisk det mest naturlige i verden. Hvis jeg satte mig ned og skrev en mail til ham, - ville det næsten føles som at skulle have pen og papir og frimærke op af skuffen? Det er da lidt vildt?

Måske vil mine kære døtre få dét forhold til e-mailen som jeg har til de håndskrevne breve idag, - at de er besværlige, - lidt omstændelige og langsomme. De sociale medier er jo langt nemmere at håndtere, - og mere brugervenlige. Synes jeg i hvert fald...

Næste gang jeg modtager en mail med en invitation til at oprette en profil på et socialt medie, - så siger jeg nej tak. Sandsynligvis, - for hvis sociale medier skal til (også) at være en del af min faglighed, - så er jeg jo nok nød til lige at undersøge hvad dén platform kan tilbyde. Og giver den mening, - ja så skal den da være velkommen i klubben.