søndag den 4. september 2011

Børn & Breaking News

Slår det gerne fast med det samme. Herhjemme bliver der ikke set TV2 News, når ungerne er i stuen. Jeg vil gerne i så vidt muligt omfang, lægge rammer om deres barndom hvor de ikke skal bekymre sig så meget om hvad de voksne nu går og bekymrer sig om. Og det kan være en udfordring i en tid hvor nyhederne fra alle verdens kroge har mere end én vej ind i hjemmet...

Men nogle gange sker der bare ting i verden, som i sin art og i sit omfang er så voldsomt, - at det bliver indgroet i den voksne bevidsthed i landet. Og så fanger de det... børnene. Herhjemme har de seneste eksempler været stormfloden i Japan, terror-handlingen i Oslo og senest sulten i det østlige Afrika.

Det er altid svært hvordan man skal formidle dét, - at verden kan vise sit onde ansigt, - når nu lytteren kigger op på en med uskyldige øjne, og hvis verdensforståelse er... ja, barnligt naiv.

Derfor blev jeg så glad da jeg i fredags hentede Dharma i børnehaven. De havde på stuen snakket om de sultne børn i Afrika, - og hvad der sker dernede. De havde snakket om hvad man kunne gøre. "Sende mad" havde en sagt... "Sende penge" havde en anden sagt... Men de var jo selv sultne, og frokosten blev jo nok dårlig hvis den skulle til Afrika, - og penge - dem har man jo ikke når man er 3-6 år gammel.

Derfor gik samtlige unger i værkstedet! Der er malet, hamret, støbt og klistret til den store fernisering! Der er lavet kunst, som vi forældre så er inviteret til at kigge forbi og købe. Og pengene, - ja det bliver børnenes, og de har aftalt at de skal sendes med "Red Barnet" til Østafrika.

Jeg har sjældent mødt så stolte, bevidste og engagerede børnehavebørn som den eftermiddag. Store som små. Jeg ser frem til at købe al Dharmas kunst, - og smide et par sedler i børnenes pengekasse... Jeg håber de gør en forskel, - for i Dharmas verden er dét Breaking News.